søndag den 16. januar 2011

130 sete film i 2010 og Top 10

Som jeg har nævnt tidligere har jeg i hele 2010 skrevet alle de film ned jeg har set, samt givet dem 1 til 5 stjerner. Jeg har stadig ikke styr på det hele, men jeg har fået basket nogle basic facts sammen, som jeg nu vil dele. Jeg har fået set godt 130 film i år 2010, selvom jeg jo nok har glemt 10-20 stykker i farten.

Det er altså ikke en list over mine ynglingsfilm, men kun en liste over de film jeg så sidste år. Den er som sagt ikke færdig endnu, men jeg har - med mine sparsomme skills i Word og Excel - smækket to hurtige grafer med en smule overordnet info over mit film år.






Jeg har også fået lavet en liste over de 10 film, der var de eneste, der kunne få 5 stjerner i min optik, og skrevet nogle små hurtige ord om disse top 10 film. Der er ikke nogle jeg vil fremhæve frem for andre, de er blot placeret efter hvornår på året de er blevet set.




Lille Soldat:

Glimrende lille overset dansk perle. Trine Dyrholm er yderst overbevisende og beviser her hvorfor hun er Danmarks absolut bedste skuespillerinde. Hun spiller Lotte, der får et job ved sin far, der driver et bordel. Hun skal køre pigerne rundt til kunderne og samtidig passe på dem. Det er som sagt en glimrende film om menneskehandel, ensomhed og familie. Det er meget sjældent at der dukker en lille film op i Danmark af denne kaliber. Hvis folk ikke får købt eller lejet film ASAP, skal jeg nok sørge for at de bliver solgt til den højstbydende skumle type.




Frygtelig Lykkelig:

Den anden af de to danske på mit års top 10 er Frygtelig Lykkelig. Storby strømeren bliver forflyttet til en lille lorte flække i det mørke Jylland, hvor vaders og anhængertræk er ligeså naturligt som at smække konen et par på kassen. Betjenten beslutter sig for at der skal nye boller på suppen og han går derfor i gang med at rydde op i den lille lovløse landsby. Jacob Cedergren og Lene Maria Christensen spiller fremragende i denne danske version af en western film. Jeg var super underholdt igennem hele filmen fra starten og til filmens fantastiske slutning.




Waltz with Bashir

En animeret dokumentarfilm, der er visuelt enestående. Den handler om en række forfærdelige hændelser I Libanon i 80’erne, der førte til udrensning af en bestemt befolkningsgruppe. Man følger den tidligere soldat Ari’s historie, der både er rørende og super skræmmende. Da filmen som sagt er fantastisk flot animeret distancerer man som tilskuer til de forbrydelser man ser på skærmen – lidt som at se en utrolig flot tegnefilm for voksne. Det er netop her filmen er genial, for de sidste sekunder af filmen ændrer radikalt den opfattelse man har haft gennem hele filmen. Filmen bliver pludselig ganske uhyggelig og skræmmende, og jeg vil love at den ikke forsvinder fra dine tanker det næste stykke tid.


Lad den rette komme ind:

Vampyrer er efter min mening nogle af de bedste og mest skæmmende monstre på film. End ikke en flok hormonforstyrrede og glimmer oplyste teenage vampyrer kan ændre på at vampyrer er scary. Men Hvad de fleste nok ikke var klar over er, at de mest spooky af slagsen kunne findes i form af små piger i Sverige engang i 80’erne! Ikke lige det man forbinder med vampyrer. Men dette er hvad jeg vælger at kalde for en gennemført film. Den handler om en knægt, der bliver mobbet i skolen og ikke har nogen venner, indtil han altså møder denne pige, der selvom hun ligner en normal (men lettere uhyggelig) jævnaldrende svensk pige, er alt andet end jævnaldrende med drengen. Filmen er btw lige blevet lavet i en amerikansk udgave, der siges at skulle rette op på de fejl den svenske udgave siges at have (hvilket jeg ikke lige kan se at den har) og derudover har to af de mest interessante amerikanske børneskuespillere Kodi Smit-McPhee (The Road) og Chloe Moretz (500 days of Summer , Kick Ass) i hovedrollerne – Jeg glæder mig til at se resultatet.

The Class:

Jeg tror at mange mennesker vil finde denne film uhyggelig kedelig, da der næsten ikke sker en bjælde i filmen. The Class handler om en skoleklasse på en skole i et socialt belastet kvarter i Paris. Nationaliteterne i klasse er lige så blandede som en dejlig omgang bland-selv-slik, men hvor det slik man køber som regel komplimenterer hinanden virker de mange forskellige baggrunde i klassen modsat og til tider ganske sprængfarligt. Jeg har svært ved at sætte ord på, hvad det er der begejstrer mig ved denne film – den ramte bare plet. Jeg blev totalt opslugt af de forskellige børns problemer og deres klasselærers passionerede, men også umulige, kamp for at løse dem, og hjælpe børnene til at få en fremtid. Dejlig film!


The Diving Bell and The Butterfly:

Fantastisk film om chefredaktøren Jean-Dominique Bauby på det franske modeblad Elle, der pludselig bliver lam i hele kroppen. Man følger Jean-Do med både hans øjne og hans tanker, imens han panikker i på sygehuset. Ingen kan høre ham og han er fanget I sin egen krop. Det eneste han kan bevæge er det ene øje. Dette ene øje bliver hans eneste kontakt med omverdenen, da den smukke sygeplejerske udvikler et system, hvor han ved at blinke kan snakke. Filmen er baseret på en rigtig historie, der blev skrevet af Bauby mens han lå syg ved at blinke. Det grænser måske til følelsesporno, når man ser begivenhederne fra hans synsvinkel, men det fungerer efter min mening skide godt. Hvis man ikke bliver rørt af denne film, bør man prøve at se den scene fra løvernes konge hvor Simbas far dør – hvis heller ikke den scene bevæger en, bør man hurtigst søge læge.

Nuevo Cinema Paradiso – Mine aftener i paradis:

Det er sjældent at de danske titler kan måle sig med den originale titel, men ”Mine aftener i paradis” er helt perfekt. Jeg siger ikke at jeg var i paradis, da jeg så filmen, men jeg vil påstå at jeg ikke har været langt fra. Filmen handler om en dreng/ung mand/gammel mands liv og hans kærlighed til film. Det er fantastisk og se lange scener at folk der sidder i en tætpakket biografsal og skraldgriner – den glæde som film skaber, er svær og beskrive, men man kan virkelig sætte sig ind i menneskerne på skærmen – Man sidder faktisk og smiler over hele femøren hjemme i sofaen og oplever præcis det samme som menneskerne i filmen. Perfekt film om kærligheden til film.


Scott Pilgrim vs. The World

Jeg har tidligere skrevet meget om denne film her på TaxiDriverFilm. Dette skyldes ganske enkelt at dette var den bedste film, der kom ud i 2010. Bevares, jeg har da set virkelig gode film i biffen i år, men denne film var nu alligevel min personlige favorit. Det er ikke en film, der er dyb eller vigtig som mange af de andre på denne liste, faktisk er den måske en smule plat og overflødig – Hvilket en film også må være en gang i mellem. Alt er større, sjovere og flottere end alt andet set fra 2010 og tiden forsvandt ligeså hurtigt som det normalt tager mig at gennemføre første bane i Mario. Ganske enkelt verdensklasse endnu engang fra Edgar Wright.



The Hurt Locker:

Jeg var en smule bange for at jeg ville blive skuffet over denne film, efter al den hype der opstod efter at Oscar statuetten kom i hus. Men nej, jeg er super begejstret over denne film hvor også Jeremy Renner igen som i The Town beviser at han er en man skal holde øje med i fremtiden. Dejlig alternativ krigsfilm, der udover at være kamp fed også byder på det bedste surround jeg endnu har oplevet.






Die Hard:

Det er i løbet af 2010 gået op for mig at Die Hard franchisen er min ynglings serie af film. Der er lavet mange fantastiske serier, men der er bare ingen der kommer i nærheden af John McClane og hans dårlige dage – Selv den nyeste, hvor han surfer på en jetjager sparker ryfff! Efter at have set den første et par gange i år, er den rykket helt op i min personlige top. ”Jaja, det er jo bare en dum actionfilm” vil nogle nok tænke, men her vil jeg så have lov til at lade John McClane kalde dem for ”dipshit” og komme videre i programmet. Der findes ingen andre film med så mange fede one-liners, så brutale håndlangere, så gennemført en skurk og så findes der bare ingen i nærheden af Bruce Willis som John McClane.

4 kommentarer:

  1. Jeg var også virkelig imponeret over 'Waltz with Bashir'. Smuk og skræmmende på en gang. Rigtig fin blog du har btw, den vil jeg klart følge.

    SvarSlet
  2. Hej Kim

    Interessant top 10 og sjovt med al din statistik omkring anmeldte film i 2010. Det giver en anden - og spændende - indfaldsvinkel end de fleste andre blogs, der handler om det samme.

    Tak for din kommentar på min blog i øvrigt. Må jeg spørge, hvordan du fandt frem til den? Bare af nysgerrighed? Det er jo altid interessant, hvordan man får hits - og ikke mindst kommentarer :-)

    Mange hilsner
    Daniel

    SvarSlet
  3. @AM - Ja, det er en fantastisk film. Og mange tak, og lige over :)

    @Danielbentien - Tusind tak Daniel. Jeg tror jeg fandt din blog ved at søge efter "bedste film i 2010" eller sådan noget på google blogsøgning. Jeg synes det er ekstremt svært at finde gode danske filmblogs.

    Men ja, det er meget interessant at se hvordan folk finder ens blog, da det jo er noget sjovere at holde den opdateret, hvis man ved at der er nogle, der læser med.


    Men mange tak til jer begge :)

    SvarSlet
  4. Hej Kim

    Interresant liste, jeg kan se vi ikke helt har samme film smag, men altid godt med nye menninger om film, man måske ville springe over.

    Jeg har kun set The Hurt Locker, Die hard og Frygtelig Lykkelig på din liste :-)

    The Hurt Locker var jeg også positiv overrasket over, det er sjældnet at se en amerikansk krigsfilm, som bare fortæller en historie uden af tage holding, lige nu kan jeg kun kommme i tanke om Jarhead og Brothers (som bekendt er en genindspilling af en dansk film).

    Die Hard nyder jeg som en god action film, men det ville aldrig komme på min top 10

    Frygtelig Lykkelig fangede mig ikke, jeg elsker Kundsten af græde i kor, den denne bliver bare for bonderøvagtig til mig.

    Waltz with Bashir ligger på DVD, har bare fået set den endnu

    Mine aftener i paradis er en af klasikkerne, jeg ikke er nået til, den ligger også på DVD.

    Tag evt et kig forbi min filmblog

    http://rounduptheusualsuspects.wordpress.com/

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

View My Stats